Opret dig som bruger på hjemmesiden

ASNÆS fra A til Å:

ADAM: Det ene af to høje grantræer nær landevejen. Det andet noget mindre kaldes Eva. Bruges som sømærke, idet de tydeligt ses på lang afstand.

AMALIENBORG: Det ældste og tidligere største toværelsers slot beregnet for stolegang for to mandlige indbyggere.

ASNÆS: Kalundborg. Halvø, ca. 10 km. Lang og knap 2 km. Bred. Egen tidsregning kaldet Asnæstid. Arts herred, Årby sogn.

ASNÆSGÅRD: Størrelse ca. 700 td land. Hovedbygningen bygget 1953. 245 td. Ager, (opdyrket efter 1905), 102 td. Fredet græsningsareal (hver sommer ca. 80 ungdyr), 362 td. Skov (Vesterskov). Ejer frk. Titti Lund.

ATOMFYR: Danmarks første atomdrevne forsøgsfyr er placeret på spidsen af Asnæs. Typen tænkes til sin tid især anvendt på Grønland.

BAGTRAPPEN: Opgang med trappe i bygningens NØ-lige hjørne til pulterrum for kufferter, legetøj og potter. OBS tobaksrygning er aldeles forbudt!

BEDSTEFAR: Stor sten i strandkanten vest for lejren i afstand 1 bedste fra

BEDSTEMOR: Større sten ude i vandet umiddelbart øst for lejren iafstanden 1 bedste fra BEDSTEFAR. Afstanden 1 bedste benyttes under olympiader som afstandsmål ved svømmekonkurrencer.

BIRKEMOSE: Skovlund øst for forskoven, hvoraf ævebakkerne udgør den sydlige del. Se disse.

BJÆLKESTUE: Udgør som statsministerens residens et af de vigtigste lokaler på lejren. Beliggende umiddelbart over kaminstuen med opgang frasovesalen. 4 køjepladser samt det aflåselige skab med lejrens tæpper, dag- og idrætsbøger. Righoldig på bjælker.

BLOMKVISTEN: tidligst kaldet gæsteværelset, men efter besøg af en missionær Blomgreen 1920 kaldet Blomkvist. 3 (4) køjepladser. P.g.a. skorstenen varmeste overnatningsrum på lejren. Lem til forstuen.

BOXEN: Navn for gruppelederrum i sovesalen, udgjordes af søndre del af det nuværende hønsebur. I væggen fandtes lejrens brevkasse samt på denne lejrens ældste opslagstavle, (nu i Kaminstuen). 4 Køjer plus skrivebord. Ingen skabe, hvorfor rummet nærmest var ubeboeligt for 4 personer.

BRÆNDEBROEN: Tidligere udskibningsbro på Nordstrand for brændetransporter. I historisk tid jernbanespor med tipvogne helt ud på broen - det går der mange historier om.

BRØNDEN: Det sted hvorfra der af og til kan hentes vand til vask med mere midt på gårdspladsen. Har sin egen sjæl. Udførligt omtalt andet steds.

DAMEVÆRELSET: (Tidl. Tanteværelset) Efter damernes smag og fylde ofte ombygget del af lejren. Beliggende nær køkkenet og fadebur. Der er mus.

DUKKEFYLD: Spistes tidligere som morgenmad, havregryn med mælk. Overdosering medførte trommesyge.

FADEBUR: Rum i forbindelse med køkkenet. Forsynet med fire skabe med fluenet, så fluerne må blive derinde. Musene har deres egen ind- og udgang.

FISKERLEJET: Mindre både plads ca. 500 m vest fra lejren med spil og ålebro, tjære og garn og flere skure.

FORSKOVEN: Størrelse ca. 425 td land, deraf 160 dt land gammel bøg, 130 td land nåletræer og 65 td land eg. Voldsomt hærget af to storme i 1967 (efter 68 standarder).

FYRRESKRÆNTEN: Vel nok det mest kendte udflugtsmål for alle på halvøen, beliggende 1,5 km vest for lejren. Beses under alle vejrlig. Slutsted for lungemos.

GONGGONGEN: Slaginstrument formet som triangel, ophængt nær huggehus. Samlingssignal for deltagerne, fortrinsvis når de er optaget af noget andet.

GRETA GARBO: Ca. 5 cm lang gedehams (Vespa Crabo) der findes på halvøen. Farlighed som hugorme under visse omstændigheder.

GRUSGRAV: Nu delvis tilvokset, ubenyttet grusgrav i granskoven nær Adam og Eva. Yndet tilholdssted for røvere og poster.

GRYDERNE: Frie græsbevoksede , tægebefængte indhug i kratbevoksningen ved kysten. Yndet tilholdssted for lejrdeltagere af begge køn. Nu delvist forsvundet.

GYLDENBANKE: Højmose område indhegnet umiddelbart vest for fyrreskrænten af sjælden skønhed (oldtidsområde adgang forbudt).

HEDVIGSLYST: Avlsgård under Lerchenborg. Bygget 1786, nedlagt (brændt 1954).

HEKSEN: Æventyragtig forkrøblet vejtræ på landevejens nordlige side mellem Lerchenborg og Hedvigslyst.

HUGGEHUS: P.H. glose for brændeskur - Se dette.

HUSRÆKKEN: (otteårs - husene) hundredårige, lerklinede husmandshuse langs vesterskovens sydside. De fleste solgt fra Asnæsgård 1954.

HVIDESTENSVEJ: Vejen fra fiskerlejet til landevejen, her kranset af hvide sten.

HØNSEBURET: Vestligste del af sovesalen husende 8 køjepladser for lejrdeltagere af hunkøn m.m.

JUELSBORG: Lejr nær havnemark tilhørende Kalundborg FDF, Modpart i mangen idrætskonkurrencer ( Før 68).

KOMFURBAL: Gastronomisk kultform for ministre og damer med mange spirituøse islæt.

KOMFURET: Arbejdsplads uden garanti for udfaldet. Samlingssted for køkkenskrivere. Lyder bedst når kedlerne snurre. Kan Varme.

LUNGEMOS: Autentisk tildragelse fra Fasaneriområdet genfortalt af Charles & Marius Lindahls far.

MALAJAU: Slagsang for asnæskrigere af arabisk oprindelse, kan synges uden fez og turban i skrædderstilling.

MINESLUND: forhenværende avlsgård under Lerchenborg. Størrelse ca. 376 td. land. Ejer fru Marie Lund. Bortforpagtet til frk. Titti Lund, Asnæsgård.

MINISTERIUM: Udemokratisk, selvbestaltet menneskemængde af blandet indhold med uhørt diktatorisk magt, som kun kan udføres bedre. Rest fra provisorietiden. Kan dog væltes.

MURER, den døde: Lejrens husspøgelse.

NORDSKOVEN: Den del af forskoven, der ligger nord for landevejen. Fredet - adgang forbudt.

OLYMPADE: (tidl. Olympiade) beskæftigelsesterapi for idrætsministeren omfattende motionsøvelser på landevejen, hop og hink på strandengen, samt flydning fra bedstefar til bedstemor udført på tid. Aflønnes med slik, chokolade og skjoldrekorder.

ORMEHØJ: Kæmpehøj uden samme i egeskoven mellem lejren og strandengen tæt ved bringen.

RIDESTIEN: Vejen fra teglværksvejen til fyrreskrænten. Indtil for nylig brugt som ridebane for godsets ejere.

RITA: Fladbundet sorttjæret pram fra fiskerlejet - har spillet hovedrollen i talrige smugleraffærer.

RÆVEBAKKERNE: Tidligere yndet udflugtssted øst for forskoven med talrige rævegrave. På vejen dertil passeredes tipvognsbane - nu fjernet.

RØRBY KIRKE: Den fjernest liggende af lejrens kirker. Berømt for kapsang.

RØVERLEG: Beskæftigelse hvorunder ministre og damer morer sig, mens de menige deltagere slår på hinanden. Slutopgøret søges henlagt således, at kampene - helst med bar overkrop - udkæmpes blandt tidsler, brændenælder og tjørne.

SAVVÆRKET: Beliggende i forskovens østkant bag skovfogedehuset. Ejes af Lerchenborg.

SIESTA: (Hvem er hun?) Tidspunkt efter middagsarbejdet, hvor der skal være ro på lejren mens ministre og damer drikker kaffe og sover. Kan i tilfælde af varmt, tørt vejr ofte ubemærket glide over i almindelig eftermiddagsbobling (tidl. Svævning).

SKOLE, den gamle: Før spiritusbevillingen brugt til halvøens børn. Lærere Christensen og Hakke. Nu også fejlagtigt kaldet Sofie.

SKOVFOGED: Skovens sherif, Hedder RÅ - Andersen. Ryger pibe og har stok, hvorfor der hilses på personer med disse kendetegn og høfligt. (Levn fra 1968).

SKÅLSTEN: Kampesten i Vesterskovens nordlige del med 22 skålformede fordybninger fra dyssemenneskenes tid (ca. 2700 f.v.t.) Muligvis anvendt ved frugtbarhedskulten.

SOFIE: Nu nedlagt traktørsted ved forskovens vestlige udkant med festsal, keglebaner, skydebaner, skovrestaurant m.m.

SORGENFRI: Tidligere et hullers, nu to-do. I starten beliggende ved stien til strandengen, men P.g.a. bussemænd om natten flyttet til fredeligere omgivelser nord for brændeskuret.

SORTENSTEEN: Meget stor kampestensblok, der ligger i vandet ca. 50 meter fra land ved forskovens NØ-lige hjørne.

SORTENSTEENSHUS: Sommerhus tilhørende Lerchenborg. Ligger i lukket område på nordstranden lige ud for sortensteenen. Tidligere meget besøgt skovrestaurant med anløbsbro for udflugtsbåde fra Kalundborg.

STATSTIDENDE: Organ for Amalienborg, Sorgenfri og omegn.

STRANDENGEN: (og ikke strandingen) Stærkt kuperet engområde ned til vandet øst for lejren.

STRØBY: Navnet på den klynge huse, der ligger ved forskovens østside. Mange er nu væk eller i forfald.

SVÆVNING: Se Siesta.

SØSTRE, de to: Andet og måske ældre udtryk for Adam og Eva.

TABANA: Formentlig Tjekkisk sangleg, indført på Asnæs af settelmenterne. Udføres bedst i kulde og ofte som et værn mod denne. Kultsted: Fyrreskrænten.

TEGLVÆRKSHUSET: Huset ved landevejen til lejren. Har navn efter teglværksbrændingen, der fandt sted i en ovn beliggende inde i granskoven SV for huset.

UDGRAVNINGER: Brødrene Axel og Christian Lerche har op til 1926 foretaget en del udgravninger af bl.a. bronzealderhøje på Asnæs. Resultater af disse udgravninger er beskrevet i Nationalmuseets arkiver.

VALBYBOLD: Asnæs form for volleyball tillempet forholdene og deltagere.

VESTERSKOV: Den 100 ha. Store skov på halvøens vestlige del. Tilhører Asnæs-gården.

ÆVENTYRLEG: Leg i skoven, hvorunder ministre og damer får afløb får deres barnlige/romantiske tilbøjeligheder.

ØSTRUP: Landsby bestående af spredt bebyggelse på det fra Lerchenborg udstykkede område syd for landevejen øst for forskoven.

ÅLEGÅRDE: Asnæs er det sidste sted i Danmark, hvor ålefiskeriet stadig foregår på århundredegammel vis. Ålegårdsretten lejes årligt for ca. 75.000 kr. som de 7 parthavere betaler tilsammen. En enkelt familie har arvet retten gennem 4 generationer, Fiskeriet foregår kun i mdr. september, oktober og november. Resten af året går bl.a. med at bøde garn. ( Alle Oplysninger stammer stadigvæk fra 1968).

ÅRBY: Den nærmeste af lejrens kirker. Kirken er fra 1400 tallet og indviet til Sct. Peder. Besidder det Lerchenborgske familiegravsted.